Nogle romantiserer arbejdet med naturen. Marker, frisk luft, planterne, årstidernes kredsløb. Billederne bliver smukke: friske blomster, møre blade, følelsen af, at alt vokser med en magisk enkelhed.

Men sandheden er langt mindre poetisk. At arbejde med naturen er at leve i konstant uro. Det er at slås med skadedyr, der dukker op fra den ene dag til den anden, usynlige sygdomme, der slår sig ned i kulturerne, og fugt og varme, der skaber de perfekte betingelser for, at alt løber af sporet. Om sommeren er det så den eksplosive cocktail: temperatur, fugt og vejr, der alle spiller imod os.

Ingen manual kan forberede os på følelsen af at miste ugers arbejde på få timer. Der er ingen romantik i at bruge dage på at forsøge at redde planter, der insisterer på at dø.

Det er et hårdt fag: en tung vej fuld af risici og frustrationer. Kun de gale giver sig i kast med den skæbne. For trods alt bliver vi ved. Vi bliver ved med at så, vande og tro på, at de næste omgange går bedre.

At arbejde med naturen er ikke idyl. Det er udholdenhed.