Der er nærvær, som ikke kan rummes i en funktion, i et fotografi eller engang i en enkelt erindring. Boris var sådan et nærvær, helt, konstant, umuligt at reducere.

Han tog af sted den 24. april, samme dag som han fyldte 7 år. Syv år, rundet af med en næsten grusom præcision, som om han vidste nøjagtigt, hvornår tiden var inde.

Boris var en del af Microgreens med fuld ret. Han var ikke et tilbehør og ikke bare en tilskuer. Han så det her vokse, snuble og rejse sig igen. Han var der på de gode dage, selvfølgelig, men det var på de svære dage, han blev uundværlig. Når alt føltes tungere, mere usikkert, mere skrøbeligt, var der altid en afvæbnende lethed i ham, en enkel måde at minde os om, at der stadig var fast grund under fødderne.

Han var en ven i ordets mest fulde betydning. Til stede uden at kræve, opmærksom uden at trænge sig på. Han havde en helt egen måde at være på, dybt kærlig, næsten overdreven med sine kys, som om kærligheden var presserende og ikke kunne udskydes. Ser man tilbage nu, var den måske det.

Han havde også en sjælden skønhed. Ikke kun den, man kan se, selvom han ærligt talt var en af verdens smukkeste hunde, men den, der viser sig i en gestus, i måden han så på, i den måde, han fyldte rummet på uden nogensinde at tynge det.

Der er en mærkelig stilhed nu. Det er ikke fuldstændigt fravær, for der er ting, der ikke forsvinder sådan, men en slags mellemrum, en tomhed, der stadig er ved at lære at eksistere.

Tilbage er alt det, han var, kammeratskabet, sødmen, det faste nærvær i usikre stunder. Tilbage er det usynlige spor. Og tilbage er først og fremmest vissheden om, at der var noget ægte, og at vi var så heldige, enormt og uigentageligt heldige, at få lov at opleve det.