Man behøver ikke tro for at genkende en modig handling.
Hverken præstekjole, rosenkrans eller søndagsmesse er nødvendig for at mærke det, når nogen vælger det gode, selv når det koster dem noget.

Pave Frans er gået bort.
Og, troende eller ej, vi mærker det.

Han var et menneske, der forstyrrede de selvtilfredse og tog imod de glemte. Som talte lavt, men blev hørt højt. Som byttede troner med enkle stole og privilegier med nærvær.
Han behøvede aldrig at pege fingre, det var nok at række hånden frem.

Han gjorde ydmyghed til sin prædikestol, næstekærlighed til sit evangelium og social retfærdighed til sin daglige bøn.
Han tog kampen op mod skandaler, åbnede døre og stillede sig ved siden af de fattige, migranterne, de skuffede, dem, der for længst var holdt op med at tro på Kirken, på verden, på Gud.

Han ændrede ikke dogmet, men han satte gang i ånden.
Og det er, et sted så bundet til fortiden, mirakel nok.

Frans viste os, at det også kan være at tjene, når man leder.
At man ikke behøver at råbe for at være fast.
At medfølelse ikke er svaghed, og at tro, selv i sine mindste gestus, kan være revolution.

I dag tager vi ikke kun afsked med en pave. Vi tager afsked med et sjældent menneske, et af dem, der allerede som levende er legende.

Og selv om den hvide røg denne gang ikke stiger mod himlen, vil det, han har efterladt os, bestå.