I dag blev Europa mørkelagt.

På et øjeblik forsvandt det, vi tager for givet — lyset, kommunikationen, rutinen. Lysene slukkede, skærmene blev sorte, telefonerne tav. 

Pludselig forstod vi, hvor skrøbeligt vores liv er. Hvordan det afhænger af usynlige tråde, af tavse infrastrukturer, der, når de svigter, efterlader os fortabte i mørket. Vi blev prisgivet noget, vi næsten havde glemt, hvordan føltes: stilheden, ventetiden, sårbarheden.

Strømafbrydelsen var ikke kun elektrisk, den var også mental. Den var et chok for vores illusion om kontrol.

Måske er vi nødt til at stoppe op og se.

Se, at uden energi kan ingen by klare sig. At uden net er der hverken virksomheder, skoler eller hospitaler.
Se, at vores daglige jag, det uophørlige forbrug, den konstante støj... alt sammen afhænger af noget, vi ikke selv styrer.

Hos os har vi takket være vores solpaneler og batterier kunnet holde driften kørende 100 %. Vi fortsætter med at producere, høste, pakke og klargøre bestillingerne. For intet får lov at stoppe dette løfte til vores kunder.

Men ikke alt afhænger af os…

Et blackout som dette er ikke bare en ulejlighed. Det er en påmindelse.

Det minder os om, at selvstændighed er dyrebar, at den frihed, vi mærker, kan afbrydes på et åndedrag, og at teknologi, selv når den virker uforgængelig, er lige så sårbar som os.

Og måske kan vi midt i dette svigt finde et tegn.

Et tegn på, at vi har brug for mere robusthed, flere alternativer, mere bevidsthed.

I dag, i den tvungne stilhed, spørger vi os selv:
— Er vi klar til en verden, hvor vished ikke findes?
— Kan vi tilpasse os uden frygt, uden vrede, uden at give tilfældet skylden?

For sådan er livet: at kunne leve i uvished og alligevel gå videre.

I dag manglede vi lys, men vi må ikke mangle mod.