Når man taler om landbrug, tænker man på produktet: bladet, blomsten, grøntsagen, der når uskadt frem til en krævende kokkes tallerken. Sjældent tænker man på dem, der har lagt hænderne på det.

Det gør vi. Hver dag.

Landbrugsarbejde foregår tidligt, i kulde, i varme, på knæ. Det er fysisk, gentaget, krævende og, i modsætning til hvad mange forestiller sig, mere og mere teknisk: såning, vanding, skadedyrsbekæmpelse, høst på det rette tidspunkt, pakning, kølekæde, logistik.

Og dem, der udfører det, har ændret sig. Ifølge det portugisiske landbrugsforbund CAP er omkring 40 % af lønmodtagerne i sektoren udlændinge. Hos dem, der driver bedrifterne, er billedet et andet: producenternes gennemsnitsalder er omkring 65 år, og under 4 % af lederne er under 40.

Producenter, der bliver ældre, og hænder, der kommer mere og mere udefra. Det er ikke en mening, det er tal.

Og så er der det andet spørgsmål, som måske er det mest ubehagelige: Hvad er dette arbejde værd?

I 2023 skabte det portugisiske landbrug omkring 3,4 mia. € i værditilvækst. Det fodrer os, eksporterer og holder hele områder oppe, som uden det blot ville være landskab uden mennesker. Det er afgørende for landet, for økonomien og for tusindvis af virksomheder, der hver dag afhænger af det, der sker på marken.

Men værdien af en ting og det, vi er villige til at betale for den, er ikke altid det samme.

Og for dem, der arbejder der? Mindstelønnen er i dag 920 € brutto, og den gennemsnitlige løn i sektoren er steget med omkring 50 % på et årti. Det er reel fremgang, og det er rimeligt at anerkende det. Men »gennemsnit« er et blødt ord for hårde ting: sæsonarbejde, korte kontrakter og usikkerheden hos dem, der aldrig helt ved, hvad der kommer bagefter.

Det er meget nemt at sige, at »der er ingen, der vil arbejde«. Men måske er det rigtige spørgsmål: Hvilket arbejde tilbyder vi?

Der er færre unge. Befolkningen bliver ældre. De, der bliver født, uddanner sig mere og gør ret i at ville have mere ud af livet. Arbejdet er sæsonbetonet, ofte langt fra byerne, med bolig- og transportproblemer, som ingen løser på to linjer. Og over jorden hænger et uretfærdigt ry: at det er det, man gør, når der ikke er andet. Men ingen drømmer om at være nogens sidste udvej.

Resultatet er allerede synligt: Mellem 2019 og 2023 forsvandt næsten 29.000 landbrug, især de mindste. Hvert med sin historie og mange uden nogen at give det videre til.

Vi har ikke løsningen. Vi er en lille virksomhed og ved udmærket, hvor stort problemet er. Men vi har en meget enkel overbevisning: DEM, DER ARBEJDER MED OS, ER MERE VÆRD END DET, DE PRODUCERER. Og vi forsøger at gøre det tydeligt i hverdagen: Vi belønner hver måned dem, der skiller sig ud; vi har årlige bonusser, for hvis et år går godt, skal det deles; vi har sundhedsforsikring; vi spiser frokost sammen; vi holder teamaktiviteter året rundt.

Dem, der passer på, fortjener at blive passet på.

Uden mennesker er der trods alt ingen produktion. Uden produktion er der intet produkt. Og uden hænder er der ingen tallerken.